Spar på vandet

Kender du vandforbruget for din husstand?
Mange gør ikke og bliver overraskede over, hvor meget der er at spare ved at ændre lidt i dine vandvaner. Få inspiration her, med en række råd der virker.
Produktion af drikkevand og efterfølgende rensning af spildevand er ressourcekrævende, det betaler sig derfor at skrue ned for hanen.

Så send miljøet en tanke og brug lidt mindre vand, så sender vi dig en mindre regning når året er omme.

I haven

  • Få dig en regnvandsbeholder og saml regnvand til havevanding fra et nedløbsrør.
  • Hold igen med at vande haven. Naturen kan klare lange perioder uden regn.
  • Havesprinklere er ikke nødvendige. Brug i stedet vandkanden og nøjes med at vande udvalgte planter som f.eks. urtehaven.
  • Vand tidligt om morgenen eller sent aften, hvor solen er svag, i direkte sol fordamper op til 50%.
  • Monter en sprøjtepistol på haveslangen, så vandet kun løber, når du trykker på den.
  • Afbrud udendørs vandhaner ved bortrejse og når nattefrosten sætter ind. En vandhane der løber flere dage i træk eller et frostsprængt vandrør kan blive et dyrt bekendtskab.
  • Brug en kost når du gør trapper, fliser og terrassebrædder rene, i stedet for kun at spule snavset væk.

I køkkenet

  • Sæt en kande vand i køleskabet, og undgå at vandet skal løbe flere gange dagligt, når du skal have et glas koldt vand.
  • Drik vand fra hanen frem for flaskevand. 1 liter vand fra hanen koster kun 7 øre, og samtidig er kravene til drikkevand strengere end til flaskevand.
  • Brug kun det vand der er nødvendigt i køkkenet. Overfyld ikke elkedlen og kog maden i mindst muligt vand. Dette sparer samtidig energi.
  • Skyl grøntsager i en balje i stedet for under en løbende hane.
  • Sæt opvasken i blød, i stedet for at skrubbe på indtørrede madrester under en løbende hane. Brug opvaskebørsten til at fjerne madrester med, og ikke en hård vandstråle.
  • Fyld opvaskemaskinen helt op, hvis den ikke selv regulerer vandmængden. Det er ikke nødvendigt at skylle service af, før det sættes i maskinen. Bare du holder lågen lukket, så tørrer madresterne ikke ind.
  • Tjek vandforbruget når du køber ny opvaskemaskine og vælg en størrelse, der passer til husstandens behov. Se energimærket for maskinernes forbrug og egenskaber. Læs mere om energimærkning af hårde hvidevarer her
  • Monter en perlator på vandhanen, hvis der ikke allerede er én. Husk at det er tid til at afkalke den, når vandstrålen begynder at dele sig.
  • Når du skifter det gamle køkkenarmatur ud, kan du med fordel vælge et et-grebs.

I badeværelset

  • Max. 5 min. under bruseren. Lad være med at skrue helt op, mindre kan gøre det.
  • Sluk for vandet når du sæber dig ind og fyld kun badekarret en gang imellem.
  • Glemmer du let tiden under bruseren, kan et æggeur eller timeglas med sugekop være en ide. Se hvad badning koster i vand og kr. her
  • Lad ikke vandet løbe mens du børster tænder. 4 min. daglig tandbørstning med vandet løbende bliver årligt til over 5 m³ og ca. 300 kr.
  • Er bruser og toilet af ældre dato, kan det betale sig at udskifte dem med nye vandbesparende modeller. I en familie på 4 personer, tjener det sig typisk ind på under 2 år, at udskifte det gamle enkelt-skyls toilet med en nyere model med 2 skyl.
  • Når den gamle bruser og evt. håndvaskearmatur skal skiftes ud, kan du med fordel vælge et-grebs armaturer. Alternativt til at skifte armaturer kan du montere en gennemstrømsbegrænser i bruseren og perlator på vandhanen. Husk at afkalke perlatoren når vandstrålen begynder at dele sig.

Ved tøjvask

  • Spring forvasken over, medmindre tøjet er meget snavset.
  • Reducer antallet af vaske ved at sortere tøjet. Noget af tøjet kan nøjes med at blive hængt til luftning eller bare pletvaskes.
  • Fyld vaskemaskinen op, hvis maskinen ikke selv regulerer vandmængden. Test viser, at en fyldt maskine vasker mere rent end en halvtom.
  • Tjek vandforbruget når du køber ny vaskemaskine og vælg en størrelse der passer til husstanden. Læs mere om energimærkning af hårde hvidevarer her.
  • Hvis du har en kondenstørretumbler, kan det kalkfri vand herfra bruges til dampstrygejern, rengøring eller vanding af blomster, der ikke tåler kalk.

Installationer og vandmåler

  • Aflæs din vandmåler jævnligt og få en status på dit forbrug via selvbetjeningsløsningen ”Min forsyning”
  • Når du følger dit vandforbrug, øger du samtidig bevidstheden om dit forbrug. Stiger dit vandforbrug pludseligt, kan det indikere en lækage.
  • Gå ind på ”Min forsyning” og klik på et tidspunkt, hvor der ikke bruges vand i huset. Kan du se et konstant forbrug (også om natten), kan det være tegn på en lækage eller en løbende installation.
  • Hold øje med, at dine toiletter og vandhaner ikke løber. Toilettet kan løbe ganske svagt, uden at det bemærkes, til gengæld ses det på regningen. Tjek om det løber ved at holde et stykke toiletpapir mod kummen på et tidspunkt, hvor den skulle være tør. Bliver papiret alligevel vådt, løber toilettet. Se hvor meget løbende installation koster i vandforbrug og kr.
  • Isoler dine vandrør, så vandet i rørene ikke bliver kølet eller opvarmet af temperaturen i rummet. På den måde reducerer du mængden af vand, der går til spilde, når du åbner for hanen og venter på den ønskede temperatur.
  • Trods isolerede rør, vil der altid gå en mindre mængde vand til spilde før temperaturen er rigtig. Saml det op og brug det til at vande blomster med, i stedet for at lade det løbe i kloakken.

En del af din hverdag!

 Nyborg Forsyning er en attraktiv arbejdsplads der beskæftiger 60 medarbejdere,
og servicerer over 19.000 kunder hver dag.
Vores mission er at levere sikker og bæredygtig forsyning til kunderne.
Som arbejdsplads lægger vi vægt på gensidig respekt og et positivt menneskesyn, der bygger på åben og ærlig dialog.

 

Piktogrammer for nem sortering

Vidste du, at vi bruger de samme piktogrammer til affaldssortering, som flere og flere producenter trykker på deres emballage?
Vi gør det nemmere at sortere i din hverdag!

Få en gratis sms

Vidste du, at vi sender sms-besked ud når skraldemanden kommer? Du kan tilmelde dig her på siden.
Vi gør det nemmere at få besked i din hverdag!

Høj fødevaresikkerhed for drikkevand

Vidste du at Nyborg Forsyning analyserer vandet mindst 1 gang om måneden og overholder alle krav om fødevaresikkerhed?
Vi sikrer dig høj vandkvalitet i din hverdag!

Fjernvarmen er grøn

Får du fjernvarme fra Nyborg Forsyning, så er 96 % overskudsvarme fra byens produktionsvirksomheder.
Du får mere grøn energi i din hverdag!

Spildevand og vilde blomster

Vi bi-drager med vilde blomster, når vores grønne områder bliver til vild natur for at give plads til bier og sommerfugle.
Vi giver dig mere vild natur i din hverdag!