Regulativ og bestemmelser for valget

Valgregulativ 2017

Valgregulativ 2017

Nyborg, den 22. marts 2017

Valg af forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer i NFS Vand A/S og NFS Spildevand A/S.


1. INDLEDENDE BESTEMMELSER

1.1. Valgregulativet er udarbejdet i medfør af vedtægterne for NFS Vand A/S, Cvr.nr. 29 82 68 70 & NFS Spildevand A/S, Cvr.nr. 29 82 69 78 (herefter benævnt "Selskaberne"). Valgregulativet fastlægger reglerne for valg af forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer til Selskabernes bestyrelse i henhold til vandsektorloven og bestemmelser udstedt i medfør af denne lov, pt. bekendtgørelse nr. 772 af 16. juni 2012.

1.2. Der afholdes et fælles valg til de to koncernforbundne selskaber i henhold til ovenstående bekendtgørelse. De samme bestyrelsesmedlemmer vælges til begge selskaber.  

1.3. Selskabernes forbrugere har ret til at vælge 2 forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter til Selskabernes bestyrelse.
 
1.4. Ved begrebet "forbruger" forstås enhver fysisk eller juridisk person, som aftager ydelser til eget forbrug i selskabernes forsyningsområde. Kredsen af stemmeberettigede forbrugere er fastsat i pkt. 2.1 nedenfor.

1.5. Selskabernes daglige ledelse er ansvarlig for at gennemføre valget og har ansvaret for, at de valgte forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter anmeldes til Erhvervsstyrelsen i forbindelse med deres indtræden i bestyrelsen.

 
2. VALGRET
2.1. Stemmeberettiget til forbrugerrepræsentationsvalget i Selskaberne er:

a) Enhver fysisk person, der er over 18 år og ikke er under værgemål efter værgemålslovens §§ 5 eller 7, som har folkeregisteradresse på eller er ejer af en ejendom i Selskabernes forsyningsområde og som aftager vand- eller spildevandsforsyningsydelser til eget forbrug.

b) Enhver juridisk person som aftager vand- eller spildevandsforsyningsydelser til eget forbrug i selskabernes forsyningsområde.

2.1.1. Stemmeberettigede forbrugere kan maksimalt afgive én stemme hver, uanset hvor mange målere denne råder over.

2.1.2. Hvis der er flere fysiske personer over 18 år, jf. pkt. 2.1, litra a, som har samme folkeregisteradresse i Selskabernes forsyningsområde, kan samtlige udøve sin stemmeret.

2.1.3. Juridiske personer skal inden for egne tegningsregler afgøre, hvilken fysisk person, som kan udøve stemmeretten.

2.1.4. Stemmeret kan ikke udøves ved fuldmagt.

3. VALGBARHED
3.1.  Enhver fysisk person, der er myndig og ikke under værgemål eller samværgemål efter værgemålslovens §§ 5 og 7, er valgbar til Selskabernes bestyrelse, uanet om den pågældende aftager forsyningsydelser fra Selskaberne.

3.2. Det er en betingelse for at stille op som kandidat til forbrugerrepræsentationsvalg, at kandidaten ikke har ubetalte regninger til Selskaberne, herunder (misligholdte)betalingsaftaler om restancer på forfalden gæld og krav, som er overdraget til SKAT.

3.3. Det er en betingelse for at stille op som kandidat, at kandidaten anbefales af 10 fysiske personer (stillere), som er myndige, er forbrugere i Selskabernes forsyningsområde, og som ikke tilhører kandidatens husstand. Anbefalingen skal ske skriftligt til Selskaberne med angivelse af stillernes navne, adresser, telefonnummer og underskrifter. Ingen stiller må anbefale mere end én kandidat.

3.4. Meddelelse om kandidatur som forbrugervalgt bestyrelsesmedlem i Selskabernes bestyrelse samt de i pkt. 3.3 nævnte anbefalinger, skal fremsendes til Nyborg Forsyning & Service A/S Gasværksvej 2, 5800 Nyborg og skal være Nyborg Forsyning & Service A/S i hænde senest 4 uger inden den første dag, der kan afgives stemme.

3.5. Hvis der ved udløbet af den i pkt. 3.4 nævnte frist kun er anmeldt 2 kandidater, betragtes kandidaterne som valgt uden afholdelse af valg, såfremt kandidaterne opfylder betingelserne i pkt. 3.1-3.3. Hvis der opstiller færre end 2 kandidater, som opfylder betingelserne i pkt. 3.1-3.3, aflyses valget og der udskrives nyt valg, der skal afholdes indenfor 3 måneder.

3.6. Er der anmeldt færre end 4 kandidater, justeres antallet af suppleanter, jf. 1.3, i overensstemmelse hermed.

3.7. Såfremt der ikke inden udløbet af den i pkt. 3.4, nævnte frist er anmeldt nogen kandidater, aflyses den planlagte valghandling og der annonceres en udskydelse af det tidligere annoncerede valg på www.nfs.as og i lokale medier. Det udskudte valg afholdes i henhold til nærværende regulativ og fastsættelse af ny valgperiode og offentliggørelse heraf skal ske senest 3 måneder efter udløbet af pkt. 3.44.

3.8. Selskabernes daglige ledelse er ansvarlig for at undersøge om en kandidat opfylder
betingelserne for valgbarhed. 

4. VALGPERIODE MV.
4.1. Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for 4 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Valgperioden følger valgperioden for Selskabernes generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer. Valget finder sted uge 48-49 2017.

5. INFORMATION OM VALGET
5.1. Selskaberne informerer om valget senest 12 uger inden den første dag, der kan afgives stemme. Information gives på Selskabernes hjemmeside (www.nfs.as), samt i lokale medier.

Denne information omfatter mindst:
a. oplysninger om hvor og hvornår valget gennemføres
b. procedure for opstilling af kandidater, herunder regler om valgbarhed og frist for indgivelse af kandidatur,
c. henvisning til nærværende valgregulativ, og
d. henvisning til Selskabets hjemmeside.

5.2. Selskabet informerer om proceduren for afholdelse af valget på Selskabets hjemmeside og i lokale medier senest 8 uger inden den første dag, der kan afgives stemme.

Denne information omfatter mindst
(a) navne på de opstillede kandidater,
(b) tidspunktet for afstemningen,
(c) oplysninger om afstemningsform og fremgangsmåde,
(d) oplysning om stemmeberettigelse og krav til identifikation af repræsentanter for stemmeberettigede bolig- eller erhvervsenheder,
(e) henvisning til nærværende valgregulativ, og
(f) henvisning til Selskabernes hjemmeside.

6. VALGETS GENNEMFØRELSE
6.1. Valget gennemføres elektronisk på Selskabernes hjemmeside.

6.2. Stemmeberettigede, der ikke er i stand til at afgive stemme på denne måde, kan ved fremmøde hos Nyborg Forsyning & Service A/S få udleveret stemmeseddel og svarkuvert til brug for brevstemme.

6.3. Nærmere information om fremgangsmåden for afgivelse af stemme, herunder om krav til dokumentation mv., bliver offentliggjort i forbindelse med, at Selskaberne giver den i pkt. 5.2, omtalte information.

6.4. Selskabernes Bestyrelser er ansvarlige for optælling af valgets stemmer. Optællingen overvåges og godkendes af en uafhængig person (valgtilsynet), som udpeges af Selskabernes bestyrelser.

6.5. Bestyrelsen erklærer en stemme ugyldig, hvis det ikke er muligt at konstatere, hvem der er stemt på. Hvis en fysisk eller juridisk person har afgivet flere stemmer, anses samtlige de af den pågældende enhed afgivne stemmer for ugyldige.

6.6. Valgtilsynet tager stilling til klager over valget, der er modtaget senest 3 hverdage efter valgresultatets offentliggørelse.

6.7. Valgtilsynet udfærdiger en valgprotokol, som redegør for valgets resultat og eventuelle særlige forhold vedrørende valgets afgørelse.

6.8. De 2 kandidater, som får flest stemmer, er valgt som forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer i Selskabernes bestyrelser. De kandidater, som får færre stemmer end de to, er valgt som suppleanter, således at den kandidat der får 3. flest stemmer er 1. suppleant og den der får 4. flest stemmer er 2. suppleant. I tilfælde af stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer. Efter optællingen er godkendt og tilført valgprotokollen, giver bestyrelsen meddelelse til de valgte forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter om deres valg.

6.9. Valgresultatet offentliggøres på Selskabernes hjemmeside og i lokale medier.

6.10. Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer indtræder i bestyrelsen på den førstkommende ordinære generalforsamling efter valget og har herefter samme rettigheder og pligter som de øvrige bestyrelsesmedlemmer, jf. selskabslovens § 115.


7. UDTRÆDEN AF SELSKABERNES BESTYRELSE

7.1. Hvis en forbrugerrepræsentant udtræder af bestyrelsen, indtræder den suppleant, der har fået flest stemmer, i forbrugerrepræsentantens sted. Bestyrelsen foranlediger anmeldelse til Erhvervsstyrelsen, jf. pkt. 1.5. Ændringerne i bestyrelsessammensætningen offentliggøres på Selskabernes hjemmeside.

7.2. Hvis ingen suppleant kan indtræde i bestyrelsen i stedet for en forbrugerrepræsentant, der udtræder, gennemføres suppleringsvalg af en forbrugerrepræsentant og en suppleant inden 6 måneder efter udtrædelsen. Suppleringsvalget har virkning for den resterende valgperiode i overensstemmelse med principperne i dette valgregulativ.


8. GODKENDELSE

8.1. Valgregulativet er vedtaget af Selskabernes bestyrelse den 11. april 2017.

Download valgregulativet i printervenlig PDF-format:

Hent 2015 priser


Nyborg Forsyning & Service A/S │ Gasværksvej 2 │ 5800 Nyborg │ Tlf.: 6331 5000 │ E-mail: nfs@nfs.as │ www.nfs.as